Når alle er enige om, at det er godt at gøre noget for sundheden, er det klart, at vi skal prøve at gøre det nemt at komme i gang!
Det siger Anne-Marie Røge Krag, arbejdsmiljøchef i Dansk Erhverv og næstformand for BFA Kontor.
Hun deltog sammen med Gitte Geertsen, næstformand i HK Privat og formand i BFA Kontor, ved lancering af BFA Kontors nye digitale arbejdsmiljøkalender under Folkemødet på Bornholm. Gitte Geertsen ligger vægt på, at øvelserne er for alle.
”Alle ved, at det er vigtigt at bevæge sig, når man har stillesiddende arbejde. Det her handler ikke om, at vi skal være supermennesker. Jeg har kun hørt positive tilbagemeldinger, for folk opdager hurtigt, at øvelserne ikke er farlige og at ingen bliver udstillet,” siger Gitte Geertsen.
Anne-Marie Røge Krag er glad for, at øvelserne kan laves mange forskellige steder.
”Det her er en mulighed for, at du hurtigt kan se, hvordan du kan lave en lille mikroøvelse. Det er jo fint, hvis du gør det sammen med dine kollegaer på kontoret, hvis arbejdspladsen kan rumme det - men fx åndedrætsøvelsen, den laver jeg selv, når jeg kører i tog,” siger hun.
Det er Pernille Feld Snitkjær, partner i Pleaz, der guider deltagerne på Folkemødet igennem øvelserne, og det er også hende, der guider på videoerne.
”Den bedst måde at fortælle om det på, er at gøre det. Så jeg vil bede jer rejse jer op! Stå gerne sammen to-og-to eller flere. Tag så jeres højre pegefinger og den venstre håndflade,” siger Pernille Feld Snitkjær, mens de fremmødte i teltet på Allinge Havn skubber stole og borde til side.
Snart er hele teltet fyldt med latter og bevægelser, hvor alle kan være med.
Brug kroppen mere
I nogle fag er der fokus på at undgå at bruge kroppen unødvendigt meget fx ved at undgå hårde og tunge løft, men i kontorfaget er udfordringerne helt anderledes, forklarer de to repræsentanter for BFA Kontor. Her handler det om, at kroppen skal bruges mere og oftere. Gitte Geertsen præciserer, at øvelserne i arbejdsmiljøkalenderen er målrettet en bestemt gruppe.
”Vi håber, at nå alle dem, der sidder ved deres computere på kontorer, hvor nogen næsten har for travlt til at trække vejret. En af øvelserne handler netop om åndedrættet. Selvom du fx sidder til et møde, kan du godt trække vejret og fokuserer på at få noget mere energi ind,” siger Gitte Geertsen.
Hun forklarer, at tanken bag mikroøvelserne er, at en professionel instruktør guider deltagerne og sikrer, at øvelserne har fokus på de muskler, der typisk er mest belastet ved stillesiddende kontorarbejde. Samtidig har det været vigtigt, at videoerne blev så tilgængelige som muligt, så tanker og hjerneceller også får en pause.
”Navnene på øvelserne gør det nemt at huske, når instruktøren fx siger ”ja-tak, nej-tak og måske” så er det nemt at huske,” siger Anne-Marie Røge Krag.
Anne-Marie Røge Krag indrømmer, at hun selv fik et lille puf til at komme i gang.
”En kollega kom ind på mit kontor og sagde, at han havde lagt øvelserne ind i min kalender! Så jeg fik det gjort! Det har været godt for mig – at øvelserne ligger der i kalenderen og venter på mig, siger hun.
FAKTA Arbejdsmiljøkalenderen - prøv selv:
• Dagens øvelser – bibliotek med mikroøvelser
• Opret en begivenhed i din kalender og se eksempel på kalenderinvitation her: https://calendar.app.google/KWcotA7yRQGwHdNi9
Mere fra årets Folkemøde
Website: Arbejdsmiljø Loungen - Godt arbejdsmiljø betaler sig! (Folkemødet, juni 2024)
Artikel: Egen Sundhed trak masser af gæster til Arbejdsmiljøloungens telt