Din rolle som tillids- og arbejdsmiljørepræsentant

Som arbejdsmiljørepræsentant og tillidsrepræsentant har en rolle som både 'advokat' for kollegerne og som samtalepartneren. Du kan også være en upartisk tredjepart, der hjælper én eller begge parter i en konflikt.

Du kan som arbejdsmiljørepræsentant eller tillidsrepræsentant spille en central rolle i etableringen af en konflikthåndterende kultur på arbejdspladsen.

En kultur, hvor man får talt om konflikterne og håndterer dem på en måde, så de involverede parter bliver taget alvorligt.

Fremme afklarende samtaler

Et centralt element i en konflikthåndteringskultur er afklarende samtaler. De består i at en upartisk tredjepart hjælper én eller begge parter i en konflikt med at blive mere afklaret om, hvad konflikten handler om, og hvordan den evt. kan håndteres.

I denne type samtale påtager man sig ikke dommerrollen (jeg bestemmer hvem der får ret), man er ikke partisk (jeg holder med en af parterne), og man er ikke ”fikser” (bestemmer eller foreslår håndteringstiltag).

Du kan som arbejdsmiljørepræsentant eller tillidsrepræsentant selv påtage dig denne rolle, eller opfordre andre kolleger med flair for at stille gode spørgsmål, være nysgerrige og gode til at lytte til at tage rollen som samtalepartner.

Udvikling af en konflikthåndteringspolitik

Ét centralt tiltag du som arbejdsmiljørepræsentant eller tillidsrepræsentant kan påtage dig, er at opfordre ledelse og kolleger til, at der udvikles en konflikthåndteringspolitik på din arbejdsplads, og at det gøres i et bredt samarbejde mellem medarbejdere og ledelse.

Du kan eventuelt tilbyde at koordinere og drive processen. En konflikthåndteringspolitik er en beskrivelse, af hvordan I på arbejdspladsen har aftalt at håndtere konflikter.

Forskellige roller

Du skal som arbejdsmiljørepræsentant og tillidsrepræsentant være opmærksom på, at der er forskel på at være ”advokat” for kollegerne og varetage deres rettigheder og på at være samtalepartneren.

Hvis du som tillidsrepræsentant indgår i alvorlige konflikter vedrørende ansættelsesforhold, er afklarende samtaler ikke nødvendigvis det bedste redskab, og det kan blive nødvendigt at indgå i konflikten som netop repræsentant for en ene part og forhandler.

Du er dermed ikke længere en upartisk tredjepart, og det er væsentligt at gøre parterne opmærksom på, hvilken rolle du påtager dig i en gældende konflikt.

Du kan som arbejdsmiljørepræsentant eller tillidsrepræsentant også bidrage til en god konfliktforebyggende og –håndterende kultur ved at gå forrest med det gode eksempel i håndteringen af egne konflikter.  

Det vil øge troværdigheden, når du i anden sammenhæng kan påtage dig rollen som upartisk samtalepartner. For mere om egen konstruktiv konflikthåndtering kan du træne nogle teknikker i BFA Kontors e-læringsværktøj. Se også nedenstående film om at lytte nærværende, og om hvornår tager du konflikten.

 


 

At lytte nærværende

Hvornår tager du konflikten?


Senest revideret den 3. december 2023