Fakta om organisering og uddannelse af arbejdsmiljøorganisationen

Læs her om de vigtigste regler for, hvordan I skal organisere arbejdet med arbejdsmiljø. Der gælder forskellige regler alt efter, hvor stor jeres virksomhed er.

Det siger loven

Organisering af arbejdsmiljøarbejdet:

  • Virksomheder med 10 ansatte eller derover skal oprette en arbejdsmiljøorganisation
  • Alle ansatte, der ikke er virksomhedsledere og arbejdsledere, skal medregnes, når man gør op, om der skal etableres en arbejdsmiljøorganisation, dog bortset fra medarbejdere på kontor, der arbejder under 10 timer om ugen
  • Virksomheder, der har 5 eller flere beskæftiget på samme udearbejdssted, og hvor arbejdet foregår i en periode af en vis varighed, skal oprette en arbejdsmiljøorganisation for dem
  • Virksomheder med under 10 ansatte skal ikke oprette en arbejdsmiljøorganisation, men der skal sikres et samarbejde om arbejdsmiljøet på virksomheden
  • Arbejdsgiveren fastsætter i samarbejde med de ansatte og arbejdslederne, hvor mange arbejdsmiljøgrupper der er behov for ud fra et nærhedsprincip, som omfatter:
    Virksomhedens struktur, geografiske forhold, størrelse og beliggenhed, risici og arbejdsmiljøforhold, arbejdets organisering, særlige ansættelsesformer og andre hensyn, som påvirker arbejdsmiljøopgaverne i arbejdsmiljøorganisationen
  • I virksomheder med 10-34 ansatte skal der oprettes minimum én arbejdsmiljøgruppe med én valgt arbejdsmiljørepræsentant, én udpeget arbejdsleder og én formand, som kan være arbejdsgiver eller dennes repræsentant, som er bemyndiget til at handle på arbejdsgivers vegne i arbejdsmiljøspørgsmål
  • I virksomheder med 35 ansatte og derover skal der oprettes en eller flere arbejdsmiljøgrupper samt et eller flere arbejdsmiljøudvalg
  • I virksomheder med 1-2 arbejdsmiljøgrupper består arbejdsmiljøudvalget af samtlige medlemmer af arbejdsmiljøgruppen/erne og en formand. I virksomheder med mere end 2 arbejdsmiljøgrupper vælger henholdsvis arbejdsmiljørepræsentanterne og arbejdslederne mellem sig 2 medlemmer, som er repræsenteret i arbejdsmiljøudvalget
  • Formandsskabet i arbejdsmiljøudvalget varetages af arbejdsgiveren eller dennes repræsentant
  • Medarbejderne vælger arbejdsmiljørepræsentanten/erne, og arbejdsgiveren skal udpege ledelsesrepræsentanten/erne
  • Valgperioden for arbejdsmiljøorganisationens medlemmer er to år. En længere periode kan aftales mellem arbejdsgiveren og de ansatte forud for valget, dog maximalt op til fire år
  • Alle nye arbejdsmiljørepræsentanter og ledere, der bliver medlem af en arbejdsmiljøorganisation, skal på den grundlæggende arbejdsmiljøuddannelse. Arbejdsgivere og virksomhedsledere, fx direktører og administrerende direktører, har ikke pligt til at gennemgå arbejdsmiljøuddannelsen. Arbejdgivere har pligt til at tilbyde alle nye arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsledere 2 dages supplerende arbejdsmiljøuddannelse i deres første funktionsår. De 2 dage skal være gennemført inden for det første funktionsår. Alle arbejdsmiljørepræsentanter og ledere i arbejdsmiljøorganisationen skal tilbydes 1½ dags supplerende uddannelses hvert år
  • Læs mere: Det siger loven om arbejdsmiljøorganisationen.

Hvad kan arbejdsgiveren gøre

  • Oprette en arbejdsmiljøorganisation ved minimum 10 ansatte
  • Samarbejde med de ansatte om oprettelsen
  • Ved en omorganisering skal det ske via samarbejde i arbejdsmiljøorganisationen
  • Udpege lederrepræsentanten/erne, og sikre, at der afholdes valg til arbejdsmiljørepræsentant. Valget er de ansattes
  • Sikre, at nye udpegede og valgte repræsentanter kommer på den grundlæggende arbejdsmiljøuddannelse, og andre bliver tilbudt supplerende arbejdsmiljøuddannelse
  • Sikre, at arbejdsmiljøorganisationens opgave bliver udført
  • Sikre, at arbejdsmiljøorganisationens medlemmer har den fornødne tid og ressourcer til at løse arbejdsmiljøopgaverne
  • Sørge for, at alle ansatte har mulighed for at komme i kontakt med deres arbejdsmiljørepræsentant, og at de kan drøfte arbejdsmiljøforhold inden for de ansattes arbejdstid
  • Indkalde til den årlige arbejdsmiljødrøftelse

Hvad kan den enkelte gøre

  • Stille op til arbejdsmiljørepræsentant, når der er valg næste gang, hvis du har interesse for at arbejde med det forebyggende arbejdsmiljøarbejde på din arbejdsplads
  • Bidrage til et godt arbejdsmiljø ved at overholde regler og instrukser
  • Gøre din arbejdsmiljørepræsentant eller arbejdsgiver opmærksom på forhold, som ikke er sikkerheds- eller sundhedsmæssigt forsvarlige

Lovgrundlag


Senest revideret den 4. juli 2023