Det siger loven om rengøring og oprydning

Dette er uddrag af lovgivningen

Bekendtgørelse nr. 96 om faste arbejdssteders indretning

§ 41. Arbejdsstedet skal holdes forsvarligt ved lige, rent og ryddeligt, så forholdene til stadighed er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige. Det skal herunder navnlig iagttages, at

  • færdselsveje og -arealer, herunder gulvbelægninger, holdes i forsvarlig stand og fri for genstande, materialer, spild eller lignende, der kan være til fare for færdslen,
  • der sker en forsvarlig opbevaring af tekniske hjælpemidler og stoffer og materialer,
  • spild og affald samles og bortskaffes på forsvarlig måde, og
  • vinduer, lysarmaturer og lignende vedligeholdes og rengøres.

Stk. 2. Rengøringen skal udføres på en sådan måde, at skadelig forurening ikke spredes.

Stk. 3. Der må ikke anvendes rengøringsmidler eller -metoder, der kan forringe de sikkerheds- eller sundhedsmæssige forhold i øvrigt på arbejdsstedet.

§ 42. Der skal på arbejdsstedet være forsvarlige forhold for udførelsen af oprydning, rengøring og vedligeholdelse, så arbejdet hermed kan ske uden fare for sikkerhed og sundhed for såvel dem, der udfører dette arbejde, som for andre beskæftigede på virksomheden.
 

Bekendtgørelse nr. 559 om arbejdets udførelse

§ 16. Unødig påvirkning fra stoffer og materialer skal undgås. Påvirkningen fra stoffer og materialer under arbejdet skal derfor nedbringes så meget, som det er rimeligt under hensyntagen til den tekniske udvikling, og fastsatte grænseværdier skal overholdes.